Find din kropstype med Ayurveda.

Mandag d. 03.03.2025
Foredrag ved Nicolay Zederlinn: 

Kom og oplev et inspirerende foredrag, hvor du hører om sundhedssystemet ayurveda og får en masse gode råd til at forøge din vitalitet, sundhed og velvære. Du får bl.a. et indblik i din egen kropstype (vata, pitta og kapha), så du kan se, hvilken kost og daglige rutiner, som passer bedst til netop dig. 

Foredraget giver dig også et overblik over dette tusinder af år gamle sundhedssystem, hvis viden stadig er aktuel og særdeles brugbar for alle, der interesserer sig for sundhed. 

Ayurveda beskriver fordøjelsen som et af de centrale fokuspunkter for sundhed. Når fordøjelsen fungerer optimalt, er kroppen sund og føles let og i balance. Fungerer fordøjelsen derimod ikke optimalt, dannes der affaldsstoffer, som sætter sig i kroppens kanaler og hæmmer kommunikationen mellem de forskellige dele. Det siges, at affaldsstoffer er skyld i mindst halvdelen af alle sygdomme, og derfor lægger ayurveda stor vægt på dette område. Affaldsstoffer kan fx vise sig som stivhed i kroppen, dårlig smag i munden, hæmmet vejrtrækning og mangel på energi. Sker der en ophobning af affaldsstoffer over længere tid, resulterer det ofte i sygdom. Der findes en masse gode råd om kost og sunde daglige rutiner, som kan reducere affaldsstofferne i kroppen og dermed også reducere sygdomme og ubehag som hudproblemer, forstoppelse, depression, hedeture og søvnproblemer. 

Foredraget afholdes af Nicolay Marcus Zederlinn, der er forfatter til flere bøger om mad, sundhed, vedisk astrologi og ayurveda. Han har arbejdet med ayurveda i over 30 år og vejleder folk bl.a. om kost og sunde daglige rutiner. Du kan kontakte Nicolay eller læse mere via flowfood.dk.